I vedtægternes § 3 står:

”Selskabet anskaffer, bekoster og ophænger et Skjold, som på behørig vis hylder Majestætens ære”.

Annalisten ved ikke helt hvorfor Majestæts begrebet anvendes her, da det ellers slet ikke forekommer.

De oprindelige fugleskjolde var jo cirkulære, men efter 1966 er de fremstillet i skjoldform og i en højde af ca. 20 cm.. Oprindeligt var det malermester P.E. Jensen der stod for skjoldene, men efter hans udtræden har malermester Finn Petersen fået varetaget denne opgave på fornemste vis.

Skjoldene er påført Kongens navn, titel samt det årstal han erhvervede værdigheden. Endvidere er der en morsom tegning eller stiliserede elementer, der hyppigst relaterer sig til Kongens erhverv.

 

Skjoldene var først ophængt på Mogenstrup Kro, men efter Bent Olsen ophørte som kromand der, kom de til Menstrup Kro, hvor de i starten var ydmygt placerede. Da Johannes Christoffersen fik opført de nye konference faciliteter, fik Selskabet en meget smagfuld og ærefuld ophængning, som baggrund for baren her. Maler Finn udførte et fresko maleri af vort logo i meget stor størrelse, Johannes bekostede glasbeklædte rammer, som rummede Selskabets relikvier og Ole Berthelsen skabte en så kunstfærdig belysning af  ophængningen - at i hvert fald Annalisten fik mindelser om lyset den årle morgen, hvor en ung mand gik på Geneserat sø. Da Johannes solgte kroen flyttede vi samlingen til Hotel Kirstine. Vor gode Broder Henrik Green har overladt os et Hæderslokale, hvor vore skjolde og relikvier er ophængt.

Det er et pænt lokale, der er malet i en dybtrød farve, der vistnok hedder Sèpare`. Det var i hvert fald den betegnelse Annalisten blev præcenteret for under et besøg i Paris, hvor de havde et Chambre Séparè - og dette værelse havde præcis den samme farve.

Ophængningen er udført  smagfuldt og med stor akkuratesse af  Jørgen Luttermann og Maler-Finn under skarp overvågning af Finn Kamstrup

 

Efter Generalforsamlingen afsløres Skjoldet. Når Brødrene kommer ind i lokalet er Skjoldet dækket. Der holdes en kort og gerne morsom hyldesttale for Kongen, hvorefter Skjoldet defloreres. Defloreringstalen holdes normalt af en der kender Kongen godt og derfor kan være mere perfid end hvad normal høflighed tillader.