Selskabet har altid vægtet musikken højt. I de første mange år var ansvaret herfor lagt hos regimentsmusiker H. Sejr-Hansen. Sejr har lært en utællelig skare af unge soldater at betjene trommer, trompeter og piber på kasernerne i Næstved og Vordingborg.

I de første år var det aldrende regimentsmusikere fra det hedengangne Falsterske Fodregiments Musikkorps der forestod de musikalske udfoldelser.

Sejr var en munter mand, der selvfølgelig var præget af de mange år i det danske forsvar, men han fastholdt - stort set til sin dødsdag -  kontakten med nogle af landets ypperste messingblæsere, ved ugentlige besøg dels på hovedkontoret for Dansk Musikerforbund, dels i kælderen, tæt ved hvor Promenadeorkestret spillede når Tivoli var åbent. Denne ”restaurant” blev kaldt Dengsen. Helmer Olesen var en kendt og værdsat kapelmester, der huserede der og som ud over sine opgaver i Tivoli også spillede ved Selskabets 30 års jubilæum.

Sidste gang jeg så Sejr var på Københavns Hovedbanegård, det var et års tid inden han døde. Det var ikke en gammel mand med sutskoskridt, der gik der, men en strunk ældre herre, der havde et mål i livet, han skulle jo nå at komme i Tivoli inden orkestret afsluttede deres frokost. Sejr bekræftede i øvrigt det gamle ord om at man skal holde sig fra sygehuse. Det var lykkedes ham i 86 år, men efter først at have været indlagt, blev han dårligere og døde to år efter.

Per Frandsen kom ind i orkestret, da han nærmest var dreng. Han spillede også underholdningsmusikken til Selskabets fester. Omkring 1980 mente formanden Hartvig Johansen at han havde aftjent sin ”værnepligt” og han blev optaget i Selskabet, men fortsatte med de orkestrale opgaver. Også installatør og musiker Ole Berthelsen var både Broder og aktiv i orkestret med fornemt spil på bækner. Han hjalp også med at klare det praktiske omkring musikken.

Ved Generalforsamling og ved Selskabets fester betjente Sejr klaveret, når de højstemte sange skulle akkompagneres. Det må retfærdigvis siges, at den kunstneriske udførelse måske led lidt under den meget aktivistiske form han betjente instrumentet på, men underholdningsværdien var høj. Og hvem har sagt at ”Høje Nord” ikke kan spilles med albuerne?

Rene Tuxen Hansen har nu overtaget spilleriet ved Generalforsamlingen. Det kan konstateres at Høje Nord bestemt ikke tager skade af at blive udsat for et 10-fingersystem.

Musikken, der benyttes til Fugleskydningen, er marchmusik når vi afhenter Kongen, men orkestret har helt frie hænder til at tilrettelægge deres musikalske udfoldelser, når de spiller under morgenmaden og når vi kommer på skydebanen. Besætningen, med tromme, bækken og 5 – 7 messingblæsere, giver dog visse grænser for udfoldelserne. Det fornemmes dog ikke, da det jo er meget professionelle folk fra Det Kongelige Kapel, Radioens Symfoniorkester, De blå Spejdere i Lyngby, Promenadeorkestret o.l.

Annalisten kan kun erindre to tilfælde, hvor der var problemer med musikken. Første gang var da vi skulle afhente Erik Holst på hans bopæl i Fensmark. Her måtte vi marchere på en vej der ikke var mere end en 8 – 10 år gammel, så skuldrene udenfor asfalten var ikke helt faste endnu. Det var ved at give en stærkt overvægtig trompetist svære problemer, da han  kom ud i det bløde og både skulle spille og komme op igen. Muskelstærke Skydebrødre fik ham dog frelst op på fast vej – og til hans ære skal nævnes, at der ikke smuttede en eneste tone.

Den anden gang var da Bestyrelsen i et anfald af ungdommeligt letsind, havde besluttet at Brødrene skulle synge ”Er du dus med himlens fugle”. Poul Richardt fik den sang til at lyde så dejlig, men morgenrustne stemmer og et mildest talt ikke så sammenhængende messingorkester fik ikke den rigtige, lyriske tone frem.

Nu er der jo ikke tradition for at anvende messingblæsere om morgenen – bortset fra ved sølvbryllupper – men det er normalt god og veloplagt musik vort orkester kan levere. Brødrene kan ikke siges at være et godt publikum, da de ikke er særlig andagtsfulde. Dog sker det - med nogle års mellemrum – at Brødrene bliver tavse og lytter. Den sidste gang  jeg kan erindre, var da vi afhentede Jørgen Nørgård, da han var Konge - og hvor orkestret gav en meget velklingende koncert. Jeg havde sågar mistanke om, at de havde øvet sig på numrene, men det er næppe sandsynligt.