I vedtægternes § 3 er anført:

”Som medlem kan optages enhver, af mindst 2 skydebrødre anbefalet, uberygtet mand, der har bopæl på Sjælland.

(-)

Optagelse kræver enstemmig beslutning af den samlede bestyrelse”

 

Selskabet har ikke klart defineret, hvad vi mener med ”uberygtet”.

Bopælspligten på Sjælland er kun gældende på optagelsestidspunktet.

 

I praksis sker det ved at to Brødre indgiver en fortrykt blanket til Bestyrelsen. Hvis personen ikke er kendt af nogen i Bestyrelsen vil supplerende data normalt blive indhentet hos stillerne. Herefter godkendes personen af Bestyrelsen og bliver herved Applicant og kommer på særlig venteliste. Normalt er det Applicanternes anciennitet på ventelisten, der afgør hvornår vedkommende bliver optaget.

Bestyrelsen vil normalt afvise personer, hvis det må formodes, at deres optagelse i Selskabet er uønsket af blot en enkelt Broder. Årsagerne hertil kan være mange og både af privat og forretningsmæssig karakter. Det er dog uhyre sjældent at dette er tilfældet.

 

Den eneste gang hvor optagelsen af nye medlemmer rigtigt har givet ballade, var ved Generalforsamlingen i 1986.

To personer – en far og søn - var behørigt indstillede, men der var gået en lidt uklar besked til stillerne, at de ikke ville blive godkendt af Bestyrelsen, da de var for specielle på en umorsom måde.

Debatten bølgede på pinligste vis, da det jo var to navngivne personer, det handlede om.

Resultatet var dog entydigt. Generalforsamlingen bakkede op om Bestyrelsens beslutning. Stilleren udmeldte sig, de indstillede blev slettet fra listen og vedtægterne blev ændret så hele kompetencen lå hos Bestyrelsen.

 

I Formand Grus (John Mikkelsen) ´s regeringsperiode blev det besluttet, at det var en trussel mod Selskabet at gennemsnitsalderen var så høj som den var. Den var et godt stykke over tres. Bestyrelse førte derfor en hård kurs, hvor applicanter med grå tindinger blev slettet af listen og drenge, der stadig har takker på tænderne kom ind. Desværre har vi oplevet, at et ikke uvæsentligt antal af de ældre brødre har meldt sig ud. Der er næppe nogen entydig grund hertil, men det har på ingen måde været bestyrelsens ønske. Det har betydet at gennemsnitsalderen er reduceret med årtier og at vi atter ser en masse børn til frokosten.