Velkommen til Næstved borgerlige fugleskydningsselskab.

Velkommen til Næstved bogerlige fugleskydningsselskab (NBFS), på denne hjemmeside kan du læse lidt om historien bag NBFS ved at klikke på historie, du kan se hvem der er blevet årets konge ved at klikke på årets konge, har du har lyst til at være en del af dette selskab eller vil du gerne i kontakt med NBFS, skal du blot sende os en mail ved at klikke på kontakt NBFS.

Indledning

I det første notat i Selskabets protokol noteredes at:

”Ejner Sørensen, der var ophavsmanden til ideen og som havde gjort et stort forberedende arbejde, redegjorde (?) for planerne, som samtlige af de fremmødte kunne tilslutte sig”.

Herefter underskrev de syv Stiftere en ”Stiftelsesoverenskomst”.

Det skete den 11. marts 1966 – som altså er Selskabets fødselsdag.

 

 

Det er nok uretfærdigt at tillægge Ejner Sørensen hele æren. Ejner spillede klaver i en trio, hvor også John Rodzon Schmidt og Carl Aage Ravn deltog på henholdsvis banjo og rumsterstang. Når de optrådte, skete det hyppigst på plejehjem, da de havde konstateret,at deres publikum her ikke forlod koncerten. Ejner havde rejst en del og næsten været i udlandet, idet han havde været udstationeret i Rønne. Der havde han oplevet den positive effekt krudtrøg og bajersk øl havde på voksne mænd – og ønskede derfor at genoplive traditionen i Næstved. Planerne voksede frem under øveaftenerne i Johns stue i Lov.

Onde tunger hævder, at Selskabet blot var en sommerudflugt for Odd Fellow logen. Nu er der jo i sig selv intet dadelværdigt over sommerudflugter, men det tager jo lidt af det højtidsstemte ud af Selskabet. Det må dog medgives, at de første 30 år af Selskabets historie, var cirka halvdelen af Brødrene også medlem af logen.

 

Stifterne var:

Forvaltningsinspektør Ejner Sørensen

Direktør Hartvig Johansen

Tobakshandler Vilhelm Knippel

Amtsvandinspektør Axel Jensen

Ingeniør Sigfried Traidl

Assurandør Hilmar Pedersen

Landsretssagfører Finn Lænkholm

 

Næstved Tidende bragte følgende artikel den 06.06.1966 fra den første Fugleskydning:

 

Festlig start på skydelaug

 

”Næstved Borgerlige Fugleskydningsselskab” fik den bedst tænkelige start med fugle-skydningen i går. – Vejrguderne var i høj grad med den nystartede forening, og skydningen på GHR`s baner fandt sted under ideelle forhold. Fuglen måtte lægge krop til mange træffere, inden den endelig mistede pynten. Det var urmager Børge Olsen, der sikrede sig værdigheden som foreningens første fuglekonge.

Starten på dagen blev særdeles livlig. Skyde-brødrene samledes på Axeltorv, og med foreningens mascot, et æsel i spidsen, gik man i procession gennem byen til Banegårdspladsen for at lade sig transportere i busser det sidste stykke til GHR. Ved frokosttid holdt man en lille pause i skydningen, der blev afsluttet midt på eftermiddagen. Så var det tid til at puste et par timer, inden man begav sig til skyde-middag på Mogenstrup Kro.

Formanden for det nystiftede skydeselskab, forvaltningsinspektør Ejner Sørensen, bød velkommen og fortalte kort om foreningens stiftelse. Den første fuglekonge, Børge Olsen, blev naturligvis fejret med pomp og pragt, og senere var der rig anledning til for skyde-brødrene at svinge deres damer i dansen. Det var en meget vellykket start på den ny forenings historie”

 

Ovenstående artikel er uden navn, men er formodentligt skrevet af den – på det tidspunkt – lokalt meget kendte journalist Poul Aage Nielsen, som benyttede signaturen O`Niel.

 

Af billedmaterialet, der dokumenterede begivenheden, fremgår det at æslet var fint draperet med klæde og blev ført af en ung, landbrugselevlignende mand, som var iført læderstøvler og argentinskinspireret hat med klunker påsat hele vejen rundt på skyggen. Æslet var tilvejebragt af Carl Aage Ravn, som var indehaver af Jernbanehotellet og senere hen restaurant Trolden. Brødrene var overvejende iført slips, blæser og grå terrinline bukser. Ravn afveg selvfølgelig herfra, idet han var iført tweedstøj med vest og butterfly i engelsk lavadelssnit, samt gulerod. Jeg formoder guleroden skulle fungere som motivationsfaktor, hvis æslet skulle ønske andet end den argentinske driver.

 

Kontingentet var fastsat til 50 kroner årligt.

Det er siden steget så det per 01.01.2011 udgør 850 koner.

 

Selskabets lovgrundlag var lidt spinkelt i de første år, men er senere udbygget, så det nu danner et funktionsdygtigt fundament for Selskabet. Loven ses andetsteds på denne hjemmeside.