Oprindeligt var afholdtes festen efter Fugleskydningen hvert år.

Brødrene samledes om morgenen kl. 08.00 og så gik det slag i slag indtil ca. kl. 16.00, hvorefter man drog hjem og fik et tiltrængt hvil inden man atter samledes på Mogenstrup Kro kl. 19.00.

Her var spisning med taler for Selskabet inkl. Gud,  Konge og Fædreland, tale for Fuglekongen og tale for damerne. Spisningen blev efterfulgt af dans.

Det var ikke ualmindeligt at festlighederne fortsatte under private former efter man var sluttet på Mogenstrup.

Det var jo et dagsprogram, der krævede sin mand. Der er ikke nævnt noget i annalerne om pinlige optrin, men det er svært at forestille sig, at de ikke har været der.

For at give Brødrene mulighed for at møde nogenlunde sobre til Festen, besluttede man der skulle være mindst en uge mellem Festen og skydningen, så alle kunne være velrestituerede, inden man tog det pæne tøj på.

Desværre blev deltagerantallet stedse mindre og det blev derfor besluttet kun at holde Festen hvert femte år, men så skal den til gengæld have fuld gas.

Den første 5-årsfest blev afholdt i 2005 på Hotel Kirstine. Det var et storslået arrangement. Man havde medbragt kanonen, da det jo er pragtfuldt med et ordentligt knald. Da den skulle affyres ville Formanden lige sikre sig, at der ikke var levende væsener i nærheden. Han observerede et ungt kærestepar, tæt omsluttede og uden megen opmærksomhed på andet end den kære. Formanden signalerede derfor til Kanoneren, at afskydningen skulle afvente, at de havde passeret. Desværre mistolkede Kanoneren beskeden. De blev sidst set i løb, ind i bevoksningen ved Sortebrødreområdet, uden at der kunne konstateres fysiske skader. Formanden konstaterede tørt, at nu havde de da en helt sikker oplevelse af den gamle frase om ”at være skudt i hinanden”.

Sidste gang Festen blev afholdt var 04.09.2010 og det var i Odd Fellow Logens lokaler.